Hvad er formålet?
Når der tages blod fra forsøgsdeltagere, kan det helt grundlæggende have to forskellige formål. For det første kan der tages blod udelukkende af hensyn til forsøgets resultater – altså blodprøver der ikke på nogen måde relaterer sig til deltagernes sikkerhed. Det kan eksempelvis være blodprøver, der tages på raske deltagere med henblik på at finde den relevante baseline i et forskningsprojekt. Den slags prøver kan kaldes for forskningsrelaterede blodprøver. For det andet kan blodprøver i forsøg både rette sig mod forsøgets resultater og deltagernes velfærd eller sikkerhed. Det kan eksempelvis være blodprøver, der foretages med henblik på at monitorere deltagernes helbredstilstand. Den slags prøver kan kaldes sikkerhedsrelaterede blodprøver. For forsøgsdeltagere er der selvsagt ikke den samme gevinst ved forskningsrelaterede som ved sikkerhedsrelaterede blodprøver. Der skal derfor også mere til for at retfærdiggøre eventuelle risici for deltagere, der hænger sammen med forskningsrelaterede prøver, eftersom de ikke medfører nogen umiddelbar gevinst for deltagerne selv. Der skal derfor i den videnskabsetiske vurdering (i udgangspunktet) skelnes mellem blodprøver, der alene tages af hensyn til projektets resultater, og blodprøver der også tages ud fra et hensyn til deltagernes sikkerhed.
Hvor vigtige er prøverne?
Blodprøver kan bidrage med mere eller mindre nyttig viden i forbindelse med et forsøg. Er der eksempelvis tale om prøver, der skal bruges i forbindelse med et primært endepunkt, taler det således for vigtigheden af prøverne. Det kan eksempelvis være blodprøver, der skal anvendes for at undersøge det primære effektmål i et givet forsøg. Er der omvendt tale om prøver, der udelukkende skal anvendes i forhold til sekundære eller eksplorative endepunkter, som forsøget ikke har tilstrækkelig power til at konkludere noget omkring, taler det imod vigtigheden af prøverne. Den slags prøver kan stadig bidrage med nyttig viden, men det kræver altså mere at retfærdiggøre risici for deltagerne i forbindelse med blodprøvetagning, når disse prøver ikke relaterer sig til et primært endepunkt. På baggrund af ovenstående skal der derfor i udgangspunktet skelnes vurderingsmæssigt mellem blodprøver, der relaterer sig til forsøgets primære endepunkt, og blodprøver der udelukkende foretages med henblik på at undersøge forsøgets sekundære eller eksplorative endepunkter.
Hvordan kan man skadesminimere?
Der findes en række måder, hvorpå man kan skadesminimere i forbindelse med blodprøvetagning, som kan være relevante i det enkelte forsøg. For det første kan man sætte en grænse for, hvor mange gange deltagere får taget blod om ugen, så det sikres, at forsøgsdeltagere ikke lider overlast på grund af alt for hyppige blodprøver. Det bør således i udgangspunktet sikres, at der ikke tages blodprøver fra deltagerne mere end to gange om ugen. For det andet kan man sætte en maksimal grænse for, hvor meget blod, der bliver taget henover en periode på to uger, så man sikrer, at deltagere ikke oplever unødig svimmelhed eller andet ubehag ved, at der tages en stor mængde blod fra dem over en kort periode. For det tredje kan man sætte en grænse for, hvor mange gange man vil forsøge at stikke deltagere, der skal have foretaget blodprøver, som ikke er nødvendige af hensyn til deltagernes egen sikkerhed (altså forskningsrelaterede blodprøver). På den måde sikrer man, at deltagere ikke lider unødig overlast ved at blive stukket mange gange i forbindelse med den samme blodprøvetagning. Ovenstående forholdsregler skal naturligvis afstemmes i forhold til deltagernes alder, vægt og generelle helbredstilstand. Det indebærer også, at der skal tages hensyn til eventuelle krav om faste i forbindelse med forsøget, hvilket kan kalde på særlige hensyn og opmærksomhed omkring blodprøvetagning.